• Gratis Click & Collect
  • 30 dages fortrydelsesret
  • Hurtig levering 1-3 hverdage
  • Forsendelse til EU-lande, Grønland og Færøerne 
  • Danish
  • Swedish
  • Norwegian
  • Finnish
  • Menu
  • Søg

Soveposer – Den komplette guide

Oprettet d.

Soveposer – Den komplette guide

Guide til valg af den rigtige sovepose

Hvis du står og skal købe en sovepose, så har du sikkert bemærket, at der er utallige varianter og mærker at vælge imellem. Der er samtidig et hav af mærkater, anvisninger og anbefalinger, der kan virke helt overvældende, når man skal forsøge at tolke deres betydning.

Det kan være forvirrende, for hvordan finder du så ud af, hvilken sovepose du skal vælge? 

For at gøre det nemt at vælge den rette sovepose, har vi derfor udarbejdet denne komplette guide til valg af sovepose. Vores mål er at klæde dig så godt på, hvad angår soveposers specifikationer, at du nemt kan gennemskue, hvad der er den perfekte sovepose til dig og passer til dine behov. 
 
sovepose

Størrelsen på soveposen

De fleste soveposer er unisex, hvilket vil sige, at de passer til både mænd og kvinder. Der er dog også nogle, der er fremstillet specifikt til henholdsvis mænd og kvinder. 

Soveposer til kvinder er udformet således, at de er en smule bredere ved hofterne. Soveposer til mænd er derimod mere ”lige” i udformningen.

En sovepose skal være rimelig tætsiddende, men samtidig komfortabel nok at sove i. Den varmende effekt ligger i den stillestående luft mellem kroppen og soveposen – der skal være en lille smule luft, men jo mindre der er, jo bedre varmer soveposen faktisk. Er der for meget luft, vil luften ikke længere være stillestående, og den vil kunne suse rundt i og ud af soveposen, hvilket også vil resultere i, at den ikke holder på varmen, og du vil komme til at fryse.

Længden på soveposen er, af samme årsager, vigtig for soveposens varmende egenskaber. Du bør vælge den længde, der passer til din højde og ikke en sovepose, der er lidt for lang eller for kort. Er soveposen for kort, vil den ikke kunne dække hele din krop, og er den for lang, vil der i fodenden være for meget luft, og du vil blive kold om fødderne. Følg derfor producentens anvisninger for det bedst mulige fit. 

Har du dog en sovepose, der er lidt for lang, kan du med fordel fylde fodenden ud med f.eks. tøj, der på denne måde isolerer for kulden og formindsker hulrummet af luft.

Soveposeformer

Der findes forskellige former på soveposer. En af de mest populære faconer er den mumieformede sovepose. Denne form er den absolut bedste, hvad angår varmeegenskaber, da denne holder suverænt bedst på varmen. Den er tætsiddende hele vejen ned, og slutter især tæt om benene. Ulempen er dog, at den på grund af den tætte pasform ikke overlader meget plads til bevægelse, og kan derfor for nogle virke mindre behagelig. Og er den for lille, kan den begrænsede bevægelsesfrihed medføre hurtigere nedkøling af kroppen.

I den modsatte ende er den firkantede soveposeform, der i højere grad har fokus på komfort. Denne minder mere om en dyne, og der er bedre plads til at vende sig og bøje ben og arme. 

Den firkantede sovepose smyger sig ikke om kroppen på samme måde som mumie-faconen, og er derfor ikke ligeså god til at holde på varmen. Så skal man f.eks. overnatte ude i frostvejr, vil langt de fleste derfor vælge mumieformen. Og er man på sommercamping med nattetemperaturer over +5°C, så vil man ofte finde den bedste komfort i en mere firkantet sovepose.
 
Soveposer - Dunfyld vs. syntetisk fyld - Fordele og ulemper

Sovepose med dun eller syntetiske fibre?

Soveposer med dunfyld er som oftest dyrere end soveposer med syntetisk fyld. Dunfyld giver da også den bedste sovekomfort, da naturfyldet er meget bedre til at regulere temperaturen og skabe et behageligt sovemiljø. Dertil er soveposer med dunfyld lettere og kan pakkes meget kompakt sammen. 

Syntetisk fyld har til gengæld nogle andre fordele samt ulemper. Syntetisk fyld tåler bedre høj fugtighed og klumper ikke sammen. Desuden tørrer den hurtigere. Soveposer med syntetisk fyld har en mindre kompressionsevne, hvilket både er en fordel og ulempe. Det er en fordel idét, fyldet ikke flytter sig rundt i soveposen, så du har altid den samme mængde fyld ligeligt fordelt. Dog betyder det også, at den fylder mere, når den er pakket sammen og vejer som regel mere end dunfyld. 

Temperaturområder

Temperaturgrænserne er ofte et af de vigtige parametre, når der skal vælges sovepose. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at vi alle er forskellige, og vi ikke sover på samme måde. Nogle kommer meget let til at fryse i løbet af natten, imens andre får det varmt og let kommer til at svede.

Der er mange andre faktorer, der ligeledes gør sig gældende, og som kan have en stor indvirkning på temperaturen i soveposen. Det kan f.eks. være ting som et godt isolerende underlag, hvor meget tøj man har på, om man bruger en lagenpose – og endda også hvor meget man har spist og drukket i løbet af dagen. Alt dette kan påvirke, hvor godt man holder varmen i en sovepose.
 
EN13537 - Soveposer - Temperaturskala
 
Eksempel på illustration af temperaturgrænser ifølge den europæiske standard EN13537. Kilde: Sea to Summit

Europæisk standard – EN13537

Der er i EU bestemt en europæisk standard (EN13537), der angiver tre temperaturniveauer, der skal gøre det lettere at vælge den rigtige sovepose. 
 
  • Comfort: Definerer, at hvis du er kvinde, eller anser dig selv for at være kuldskær, skal du anvende denne grænse for, hvad der er den koldeste temperatur, du ønsker at sove i. Ved denne temperatur bør du sove komfortabelt uden at vågne pga. kulde.
  • Lower Limit: Hvis du anser dig selv for at have nemt ved at holde varmen, så skal du anvende denne grænse for, hvad der er den koldeste temperatur du ønsker at sove i.
  • Extreme: Niveauet mellem Lower Limit og Extreme er, hvor der kan være en risiko for at pådrage sig frostskader. Denne grænse bør udelukkende anvendes i nødsituationer og anbefales ikke ved normal brug.

Sådan gør du din sovepose varmere

Der findes desværre endnu ikke en sovepose, der passer til alle sæsoner. Nogle vælger at købe to soveposer, så man har noget, der passer til alle sæsoner. Men er man ikke den store outdoor-type hele året, og blot har brug for, at forår-/sommersoveposen også kan bruges i de koldere måneder, så findes der nogle tips og tricks til at varmeforbedre soveposen.
 
Lagenposer
Som tidligere nævnt er det den stillestående luft i soveposen, der isolerer og holder på varmen. Med en lagenpose skaber du et ekstra lag, hvor imellem stillestående luft også kan opholde sig. Afhængig af hvilken lagenpose du bruger, kan du øge varmen betydeligt i soveposen. Faktisk kan du med nogle lagenposer i specialfremstillet fleece øge temperaturen med helt op til 15°C ekstra.
 
Tøj
For at holde varmen bedst i en sovepose, er det vigtigt, at man ikke har for meget tøj på. Det allerbedste er at sove i uldundertøj, der ligeledes har en isolerende virkning. Er der meget koldt, er det en god idé også at sove med hue, handsker og gode sokker. Der forsvinder nemlig meget varme fra hoved, hænder og fødder, og derfor er det særligt effektivt at holde disse steder varme med tøj. 
Har du tøj i overskud, og er soveposen en smule for lang, kan du med fordel fylde fodenden ud med tøj, så du isolerer fødderne mod kulde nedefra.
 
Liggeunderlag
Meget af kulden kan komme fra underlaget, og derfor er det en god idé at sikre sig, at man har et godt og ordentligt liggeunderlag. Når man ligger i sin sovepose presser man fyldet på undersiden, og noget af isoleringsevnen forsvinder. Et godt liggeunderlag erstatter den tabte isolering, og sørger for, at du ligger både komfortabelt og lunt.
 
R-værdi
Nogle liggeunderlag er angivet med en R-værdi. R-værdien er en guide til, hvor godt liggeunderlaget isolerer mod kulde fra jorden. Jo højere værdi, jo bedre isolerer det. En R-værdi på ca. 2 er perfekt til sommerhalvåret. Vil der i løbet af natten kunne opstå frostgrader, vil en R-værdi på 3 eller 4 være at foretrække. Skal liggeunderlaget bruges om vinteren, hvor der kan være hård frost, bør man vælge et underlag med en R-værdi på 5 eller derover.
 
Pak soveposen ud
Det er en god idé at pakke sin sovepose ud i god tid, før man skal sove. Fyldet i soveposen – uanset om det er dun eller syntetiske fibre – kan bedst isolere, når det er helt udvidet. Red derfor gerne op så tidligt som muligt, så soveposen er klar til natten.
Kommentar(er) 1

  • Magnus Damkjaer
    Magnus Damkjaer

    Meget udførlig forklaring af muligheder indenfor soveposer tak!

    Svar

Skriv din kommentar